fredag den 16. januar 2009

Have Tanker

Naturen er meningsløs, kan man sige. Men jeg synes også at det at opsøge vilde u-opdyrkede steder i naturen, uden syntetisk og maskinel støj omkring mig, gør at jeg oplever at genvinde evnen til at skelne lyde og synsindtryk. I modsætning til at befinde sig i byens hektiske liv og larm, hvor alt er udenfra kommende påvirkninger, der let drukner ens bevidsthed.

Vidste du, at verdens første have terapi center, baseret på videnskabelige resultater, åbnede i Alnarp, Sverige i 2003? Vi har nu også et i Danmark. Terapihaven i Hørsholm, ’Stresscentret Kalmia’, vil være klar til at modtage patienter om ca. et år, og er resultatet af et samarbejde mellem bl.a. Arbejdsmedicinsk Klinik i Hillerød og Københavns Universitets Center for Skov, Landskab og Planlægning.
At syge mennesker kan få det meget bedre af at færdes i naturen viser ikke mindst resultaterne fra terapihaven i Alnarp. Her vender cirka 80 procent af patienterne tilbage til job eller uddannelse efter at have haft deres daglige gang i haven i 12 uger. Det er dobbelt så mange som ved traditionel behandling med samtaleterapi og medicin.

Eksperter er ikke i tvivl om, at hovedårsagen er, at den menneskelige urhjerne længes tilbage til naturen for at kunne koble af. Hjernen er simpelthen ikke indrettet til den voldsomme mængde informationer, man får i byen eller på arbejdspladsen, siger lektor og landskabsarkitekt Ulrika Stigsdotter, der var med til at bygge haven i Alnarp op, og er projektleder på den nye have i Hørsholm. Overlæge Bo Netterstrøm fra Arbejdsmedicinsk Klinik i Hillerød er enig: »Der er ingen tvivl om, at haveterapi hjælper mod stress, og det har givet noget at gøre med, at hjernen stadig tror, at vi lever i naturen«, siger Bo Netterstrøm.

Det lyder helt rigtigt i mine ører. En dags udendørs arbejde føles langt 'sundere' end en dag i kontorstolen foran computeren. Nu logger jeg af, og så på med gummistøvlerne!

2 kommentarer:

Madame sagde ...

Det var spændende, Elin!
Jeg har slugt alle artikler om terapihaver i to-tre år, og jeg er helt overbevist om, at naturen virker lægende på især stress, men sikkert også andre sygdomme i sindet.
En lang gåtur hver dag giver mig selv en følelse af genopladning efter en dag på jobbet.

Anonym sagde ...

Men der findes jo ingen natur?!