tirsdag den 10. juni 2014

Drama i Engen

En ung rå har i år valgt at sætte sine lam i vores eng, der ligger i direkte forlængelse af forhaven. Det er let at følge råens bevægelser i det høje græs, mens lammene er sværere at få øje på, små og plettede som de er. I går skete der dog noget der gjorde at jeg stadig er usikker på om begge lam er i live. 

Midt på dagen blev jeg overrasket at høje og ophidsede lyde fra engen. Råen glammede højt, den såkaldte smælen, en gøende lyd som fra en stor hund, en lyd råen bruger ved f.eks. angreb af ræve. Indimellem kaldte den også, med høje ligesom fløjtende lyde - lyde en rå bruger for at få lammet på plads og ligge stille, eller kalde lammet til sig. Det lød dramatisk og meget højlydt, så jeg gik ned mod engen for at skræmme en evt. ræv væk. Men inden jeg nåede porten kom et af lammene springende op mod mig, ind af porten og forsvandt ind mellem træer og buske. Jeg fortsatte og nåede  ca. 100 meter ned af vejen da jeg så råen med det andet lam stå i engen og smæle højt og gentagende. 

Dette fortsatte i over en time, så der må virkelig have været fare på færde! Her til morgen har jeg igen været i engen, råen går dernede og græsser fredeligt, lammene kan jeg ikke se. Vi kan kun håbe på, at råen fandt sit lam igen i løbet af natten.





Ingen kommentarer: