Vindens Værk

Denne klumme er i dag at læse i Århus Onsdags tillæg Syd, hvor jeg skriver om livet syd for Århus og i dette tilfælde om Vind og Vejr - og Japansk Vindtegning

Japaneren begav sig ud på sletten en klar og blæsende morgen, og gik straks gik igang med arbejdet med at bygge en bambushytte. Hytten blev bygget som et lille rundt hus uden vinduer og så tilpas utæt at der var en god træk, når vinden rigtig fik fart på hen over højsletten. Forestil jer et meget stort fuglefoderhus!

Japaneren hentede nu en rulle papir, ca. 1 meter i bredden, som han rullede ud og derefter beklædte væggene med,  hele vejen rundt i den lille hyttte. Tilsidst anbragte han en bambusstok, ophængt centreret i en snor fra hyttens loft. Hver ende blev snittet af og i hvert hul skruede han nu et stykke blødt sort kridt. Stokken var så lang at begge kridt lige præcis berørte det udspændte papir på hyttens sider. Nu kunne værket begynde at tage form.

Allerede inden japaneren forlod hytten havde trækvinden taget fat, og bambusstokken begyndt sin yndefulde dans og hoppen hen over papirets bane!

I et helt døgn blæste vinden og den centreret ophængte stok, gjorde som en sådan vil opføre sig i stærk træk: Den drejede rundt og rundt, den dansede op og ned, den stod indimellem stille samme sted og sitrede eller hakkede pludselig frem og tilbage som en spættes hamren på et træ. Og kridtene for hver sin ende af stokken blev kortere og kortere efterhånden som vinden tegnede med dem, og brugte dem op.

 I én lang sort repeterende og rytmisk dans tegnede vinden sine landskaber, med bjerge og dale, med drivende skyer og forvredne træer, nogle steder sort og tæt, andre steder kun svage aftegn, prikker og punkter, afsat med naturens hånd, men hele tiden rytmisk, gentagende, og altid i vandret vandren.

Japaneren vendte tilbage da døgnet var omme, tog stokken ned, rullede papiret sammen i en rulle, og begav sig igen hjemad til sit hus. Der blev den flere meter lange tegning hængt op på væggen og landskabet viste sig for ham, som vinden havde beskrevet det. Ved selv at tilføje ganske lidt: to mennesker på vej op ad et bjerg, fuldendte han vindens værk.

Se det var jo næsten et eventyr, og alligevel ikke. Sagnet, for det er hvad det er, fandt jeg for en 15 - 20 år siden, langt ude i Cyber Space,  på en engelsksproget webside jeg forlængst har glemt eksistensen af og dermed navnet på. Teksten er derfor oversat og fortolket frit efter hukommelsen. Men i årenes løb har netop dette sagn været en stor inspirationskilde i mit arbejde med tegning og undervisning. Det poetiske i dette at fange vinden, lege med naturens kræfter og sætte dem ind i et kunstnerisk koncept er således ikke noget nyt i kunstens verden. Sagnet skulle været mange tusinde år gammelt, og kunstnere verden over har da også fortolket og parafraseret over vindtegning i århundreder.

Selv har jeg brugt sagnet omskrevet til tegning med 3 meter lange hasselstave, med kridt bundet på spidsen, eller  kviste dyppet i sort japansk tusch, som man derefter tegner/maler med, på store ark papir anbragt direkte på jorden. Ved at sætte hasselstaven i bevægelse, få den til at dirre, svinge og vibrere hen over papiret kan man opnå endda meget smukke, kalligfafiske virkninger med denne metode. Virkninger man aldrig ville kunne opnå med en almindelig kort pensel. 

I disse dage har vinden igen været på spil og her er også tilføjet nye detaljer til omgivelserne. To gamle træer har lagt sig ned og åbenbaret dybe huller i jorden. Deres kroner står som kalligrafiske streger op mod himlen i et filigran af linjer og knækkede streger. Vinden har udført endnu et værk!