fredag den 30. juni 2017

Soul Food

Denne blog er fra Aarhus Onsdag Syd, den 29. juni 2017. Foto fra Brandbygegård.

Soul Food
Jamen er vi ikke heldige os der bor her SYD for Aarhus?  Her er i den grad sket noget de seneste år og ikke mindst indenfor madkulturen! De danske kysters grill-helvede har fået baghjul og det ene lækre spisested efter det andet skyder op og bliver en succes, jeg taler totaloplevelser,  landlig charme og fødevarer af høj og hjemmelavet kvalitet!

Himmel & Hav hedder stedet hvor vikingerne Britt og Bjørn driver et helt unikt og meget anderledes spisested, med en usædvanlig beliggenhed ved Rude Strand! Det er mest en fiskerestaurant, men der er også krogmodnede møre oksesteaks på menuen, de smager fantastisk og som en ekstra finesse bliver man præsenteret for en hel kasse med specielle grilknive til bøffen! Der anvendes økologiske og mest lokale råvarer og det er soulfood når det er bedst!  Pizzaer fås også, de bliver bagt i den store brændefyrede ovn på terrassen med den smukkeste  udsigt til de to øer Tunø og Samsø!

Hvis vi bevæger os længere sydpå og rigtig lang ud på landet nærmere bestemt Bjergager ved Odder finder man Fru Møllers Mølleri! Her er i de seneste år sket virkelig meget som har gjort stedet til en enorm succes, med mange, mange glade besøgende og kunder hver eneste dag, selv på almindelige hverdage er gårdspladsen fyldt med biler - og man forstår det godt! Fra 'bare' at være et lille bageri/gårdbutik er paradiset her vokset til en større virksomhed med egen slagter, pølsemager, kafferisteri og bageri med egen konditor! Her er restaurant, blomster og grønt på gårdspladsen, madmarkeder og bagekurser og meget andet! Man kan lave en hel udflugt ud af det, sætte sig lidt hos de gode grise og lytte til deres beroligende og veltilfredse smasken, klappe gårdens hunde og katte eller besøge fårene i staldens lune halvmørke ved den tid de får lam! Her er godt at være!

Det er der bestemt også hos Lone Landmand og Søren Sørøver på Brandbygegaard ved Falling! Her har vi de seneste år med interesse fulgt stedets aktiviteter, hvad angår fabelagtige madmarkeder, vinsmagning og sommerrestaurant! Her sidder man i laden, ved borde der engang var kabeltromler, sammen side om side på enorme halmballer, og der mangler heller ikke lysekroner i loftet! Forestil dig en langtidsstegt griseskank serveret med salater, hummus og ikke mindst gårdens egen forrygende Æble Champage! Altsammen indtaget i en duft af halm og nyslået græs. Så fås det ikke bedre!

På Handelspladsen i Norsminde sker der også noget! Her der den mest vidunderlige forretning, Fiskehuset, hvor man kan vælge at  slå sig ned med en fadøl og et par stykker af stedets berømte fiskedeller!  Eller man kan vælge at 'gøre det selv' og købe lidt friskfanget laks med hjem! Velkommen ned langs kysten!


Finsk Laksesuppe
4 personer

Ca. 500 g. laks uden  skind og ben
1 stængel bladselleri fint snittet
1 1/4 l. fiskesuppe  (fond)
4 mellemstore kartofler i mindre stykker
Havsalt
2 spsk klippet dild

Der koges en fond på skind og ben fra laks, ca. 1,5 l. Man kan også bruge færdig fiskefond.
Koges i 1 kvarter og sies. Fiskesuppen tilsættes dild, bladselleri, salt og kartoffelstykkerne, 
koges til kartoflerne er møre. Der tilsættes nu 2 dl. fløde og laksen skåret i mindre stykker, koges 5-10 min.
til laksen er fast. Tilbehør: Flutes eller butterdejssnitter

Ingen kommentarer: